Codex Holmiensis: Jyske Lov

|<

<

>

>|

Codex Holmiensis: Jyske Lov

Jyske lov 1241

Overleveringen af Jyske Lov - Datering af Codex Holmiensis 37 - Beskrivelse af Codex Holmiensis 37 - Bibliografi


Den internationale kirkeret fik i 1234 sin officielle lovbog, Liber Extra udstedt af pave Gregor IX (1227-41), Påvirket heraf udstedte kong Valdemar II (Sejr) i 1241 den første officielle lov i landet, gældende for Fyn og Jylland til Ejderen.

Loven blev mærkeligt nok ikke udstedt i Jylland. Den er givet af kongen på et møde i Vordingborg og med samtykke af hans sønner, landets bisper ”og alle de bedste mænd, der var i hans rige”. Den har formentlig forinden været accepteret på landstinget i Viborg med tilslutning fra fynboerne.

En dygtig dansk kanonist har skrevet fortalen, støttet på den ældre internationale samling Decretum Gratiani. Fortalen betoner, at kongen giver loven, og at landet tager ved. Men det må forudsættes, at kongen kun kunne give love, som på forhånd var aftalt som acceptable.

Jyske lov har en klar disposition og er affattet med sikker sprogfornemmelse. Den er vistnok påvirket af skånsk ret, men er ellers tømret op på faste retstraditioner fra Jylland og Fyn. Blodhævnen er som anden selvtægt trængt tilbage i forhold til de østdanske retsbøger. Til gengæld er straffene jævnligt hærdnet, så de kunne virke afskrækkende. Det var på linje med den bistrere kriminalpolitik, som ledende gejstlige efterhånden blev talsmænd for.

Denne lov holdt i flere århundreder. Det skyldtes måske, at den i enkelte henseender har forekommet samtiden for yderliggående. I nogle tillægsartikler henad 1300 synes den lokale retspraksis at have rykket pælene noget tilbage.

I betragtning af det besvær, som det kostede pavedømmet at tilvejebringe en officielt lovbog, er det ikke nogen ringe bedrift for Valdemar Sejr at have kunnet lægge navn til et sidestykke dertil, om end mindre systematisk og kun gældende en del af Danmark.

Påvirkningen udgik også til udlandet. Jyske lovs fortale er efterlignet på svensk grund, i fortalen til Upplandslagen.

(Efter Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og Slave. København (Munksgaard) 1971, 320-322)